AFHÆNGIGHEDSSKABENDE MEDICIN

Information om afhængighedsskabende medicin:

Vi følger sundhedsstyrelsen vejledning for afhængighedsskabende lægemidler.

Receptfornyelse af afhængighedsskabende lægemidler kan derfor kun ske ved, at du møder personligt frem i konsultationen (bestiller en tid). Her skal du og lægen (eller sygeplejersken) drøfte dit fremtidige behov.

Husk at bestille tid til en konsultation, inden du løber tør for medicin (aftales allerbedst fra gang til gang).
Receptfornyelse på vanedannende medicin kan kun ske i dit eget lægehus og ikke hos andre læger. 

 

Er du omfattet? Se nedenfor: 

Der sker løbende udskiftning i, hvilke præparater der forhandles på det danske marked. Sundhedsstyrelsen udgiver ikke en liste over alle de omfattede lægemidler, men angiver hvilke grupper af lægemidler, det drejer sig om. Det fremgår af de enkelte lægemidlers produktresumé, hvilket aktivt stof det indeholder, og hvordan dets virkningsmekanisme er. 

 

Opioider (fx. morfin, doltard, dolol, tradolan, mandolgin, kodein, fentanyl mv):

Opioider er lægemidler med stimulerende virkning på opioid-receptorerne i hjernen, som fx Morfin. Opioider virker ved at nedsætte oplevelsen af smerter.
Nogle lægemidler indeholder opioid-lignende stoffer, men bruges ikke som smertestillende medicin, for eksempel hostemidler og midler mod diarré. Disse medfører også risiko for afhængighed og misbrug.

 

Benzodiazepiner (fx. halcion, imoclone, zolpidem, alopam, oxabenz mv):

Benzodiazepiner er lægemidler der virker angstdæmpende og søvnfremmende. Alle lægemidler af typen benzodiazepin, samt de benzodiazepinlignende lægemidler fx zopiclone, zolpidem – virker på samme måde, men nogle har mere langsom og langvarig effekt mens andre er hurtigere- og kortevirkende. For alle gælder at virkningen er forbigående på grund af udviklingen af tolerans. Benzodiazepiner anvendes også mod epilepsi. Her gælder særlige regler.

 

Centralstimulerende lægemidler (fx. concerta, ritalin mv):

Visse centralstimulerende lægemidler, som især anvendes mod hyperkinetisk forstyrrelse – ADHD - og i visse tilfælde af svær overvægt, er også omfattet af Sundhedsstyrelsens vejledning.